You are browsing the archive for sociale medier.

by Kirsten

Sociale medier i læringsprocesser

March 9, 2010 in Litterature, Social media and learning by Kirsten

Kan/skal de sociale medier inddrages i undervisningen? Kan de supportere eller endda udvikle nye former for læringsprocesser? Kan det bibringe noget nyt og bedre?
Krav til individualiseret og differentieret undervisning har været sat på dagsordenen i mange år i den danske uddannelsesverden – det er endda indskrevet i diverse bekendtgørelser mv. som uddannelsesinstitutionerne er underlagt, men er fortsat en kæmpe udfordring at imødekomme.
Individualiseret og differentieret undervisning kræver at tænke læring helt anderledes end mange gør idag. En traditionel form med lærercentreret undervisning er stadig det mest udbredte og er også en mental model, og de fleste er os er selv trænede i denne undervisningsform fra vores egen uddannelse, så det er svært at tænke i nye baner.
De nye sociale medier som Facebook, Weblogs m.fl. er fora, hvor den enkelte er i centrum og selv designer og organiserer sin ‘verden’. De er baserede på at den enkelte selv skaber relationer med andre, selv inddrager de ressourcer (billeder, video, applikationer m.m.), som hun har brug for, taler med de personer i sit netværk, som hun har lyst til/behov for – det er altså den enkelte der er i centrum, og kommunikationen er dialog/relationsbaseret.
Som det er beskrevet indenfor bl.a. nyere kommunikations-, medie- og markedsføringsteori, så er skiftet gået fra det transmissionsbaserede til det dialogbaserede, og brugerne organiserer og vælger selv, hvad de vil deltage i, lytte til og henter selv information og indgår kun i de relationer og dialoger, som de har lyst/behov for – og der foregår en masse uformel læring.
Ud fra en socio-kulturel forståelse af videnskonstruktion, så er den sociale interaktion vigtig i videnskonstruktionen hos den enkelte. De nye sociale medier åbner for den mulighed på en personlig måde og i en individualiseret form, så derfor er der et stort potentiale for at tænke læringsprocessen ind i de sociale medier. Ikke som et supplement, men som en bærende form, og samtidig imødekommes også de formelle krav om individualiseret og differentieret undervisning.
Jeg har kendskab til et konkret eksempel hvor underviseren opstillede en ramme for sine elever i form at en case, som var beskrevet på en hjemmeside med nærværende eksempler og hertil hørende problematiserende spørgsmål, som eleverne skulle forholde sig til og diskutere på en dertil indrettet blog. Til bloggen hvor diskussionen foregik var desuden knyttet nogle andre fagpersoner, som gik ind i diskussionen, men som i øvrigt ikke var en del af uddannelsesinstitutionen. Disse fagpersoner havde desuden deres egen gruppe på Facebook, hvor de kunne udveksle synspunkter mv. af fælles interesse. Et smukt eksempel på hvordan undervisning kan foregå med den enkelte elev i centrum og i dialog med andre elever, en lærer samt eksterne interesserede fagpersoner, og hvor både uddannelsesinstitutionens fysiske grænser og de digitale grænser – i form af institutionens website – var brudt ned og læringen flyttet ud i de nye sociale medier og ind i dialogbaserede relationer med eksterne personer og i eksterne fora.
Se bloggen HER og underviseren, Rikke Roger Reif’s beskrivelse af undervisningsforløbet her.
Læs evt. om en socio-kulturel teoretisk tilgang til social knowledge media i Christian Dalsgaards artikel: “From transmission to dialogue – personalised and social knowledge media”

by Kirsten

Facebook – dit sociale livs forlængede arm og “den sjette sans”

March 8, 2010 in Litterature by Kirsten

I ‘gamle dage’ (som her er ganske få år) var en stor del af de sociale anvendelser af nettet fællesskabsorienterede, hvor mennesker mødtes på nettet i fora omkring et fælles interesseområde (onlinefællesskaber). Idag har det bevæget sig hen mod onlinenetværk, hvor det handler om at vedligeholde, udvikle og genoptage eksisterende netværk – eksempelvis via Facebook. Det medfører at dit onlinenetværk bliver dit sociale livs forlængede arm – en augmentering af din sociale virkelighed.
Det skriver Jakob Linaa Jensen om i sin artikel “Fra onlinefællesskaber til onlinenetværk – Facebook som augmentering af den sociale virkelighed”.

Yderligere specificerer han at FB opfylder dit behov for: 1. selvfremstilling, 2. venskab, 3. objektdeling, 4. publicering og 5. “den sjette sans”. Den sjette sans betragter han som en ny type anvendelse af nettet, hvor man kan orientere hinanden om, hvor man er og hvad man laver lige nu, som det ses via FB’s og Twitters statusopdateringer, og i en særlige MoSoSo variant (mobile social software), hvor man kan holde styr på hinandens geografiske positioner. Han udvider desuden begrebet til at være et slags “omnopticon” – et sted hvor alle overvåger alle…

Link til artikel

by Kirsten

Lyt til ‘Lyt til elefanterne’

March 8, 2010 in Litterature, Social Media Marketing by Kirsten

Lyt til elefanterne” – en fremragende bog om digital kommunikation i praksis. Masser af gode og velbeskrevne eksempler fra ind- og udland om anvendelsen af sociale medier – blogs, facebook, twitter, Barack Obamas myBO m.fl.
Alle de gode eksempler hiver teorierne ned på jorden og ind i daglig praksis, så man får syn for sagen på både de misforståede og de vellykkede eksempler på anvendelse i praksis, og med passende mellemrum drysset med en række grundlæggende, klare pointer om de nye vilkår for kommunikation i sociale medier versus en traditionel forståelse i de gamle massemedier.
Bogen giver bl.a. eksempler i forbindelse med krisekommunikation, politiske kampagner, skabelse af kunderelationer og organisationers medlemsmobilisering. Deres tre vigtigste budskaber, når man anvender digital kommunikation er:

1. Lyt – og lær af brugerne
2. Gå i dialog – og skab forståelse
3. Tilbyd værktøjer – og skab varige relationer til brugerne

Forfatterne er Anna Ebbesen og Astrid Haug, der også skriver på bloggen www.digitaletanker.dk