Social Media

Uddannelsesinstitutioner lukker i stigende omfang af for elevers/studerendes adgang til fx. Facebook og Youtube. De mener at det forstyrrer undervisningen, og for nylig faldt jeg over denne artikel, hvor Fjerritslev Gymnasium og Ålborg Handelsgymnasium nu også har forsøgt at lukke for elevernes adgang til Facebook.

Men de studerende finder hurtigt andre veje til at gå på nettet – enten via deres egne bærbare computere med indbygget mobilt bredbånd, eller ved at de går via http://hidemyass.com, hvorfra man anonymt kan surfe videre til fx. Facebook og på den måde omgå skolens spærring af siden.

Jeg kan undre mig over, at man vælger at lukke ned for adgang til en række internetsider i stedet for at overveje, hvorfor de studerende går på Facebook eller YouTube? hvad de bruger det til? keder de sig i timerne? står jeg for meget og snakker ved min tavle? hvordan kan jeg aktivere mine elever i mine timer? eller hvordan kan vi som skole og som lærere inddrage de sociale medier i vores undervisning, når det nu er så interessant for de unge at være der?

Hvis man i højere grad flyttede sig derhen hvor de studerende er, og i højere grad arbejdede med at aktivere de unge, og lade dem selv skabe nyt på nettet, så var det hurtigt løst, og samtidig fik man taget det ansvar på sig, som man har som uddannelsesinstitution – nemlig at lære de unge at agere i alle de nye web 2.0 medier, som er opstået på nettet i de senere år. Web 2.0 er en væsentlig del af infrastrukturen i nutidens og fremtidens samfund, og der er rigtig meget pædagogisk værdi at hente her, og det øger rækkevidden enormt i forhold til forskellige ressourcer, som man kan trække på i sin undervisning.

- Og som Bertel Haarder sagde engang – blot med en pendant til mobiltelefoner i skolen: “Vi skal ikke forbyde mobiler, vi skal påbyde dem”

Har desuden skrevet et gæste-blog-indlæg på Mads Gorm Larsens blog for noget tid siden: “Sådan får du Facebook UD af klasseværelset !” om emnet.

Så kan mit speciale om “Web 2.0 i formel læring” læses online på min nye wiki, som jeg har lavet vha. wikispaces.

Wikispaces er et rigtig godt sted at begynde, hvis man vil lave sin egen wiki – til såvel privat som uddannelsesbrug. Det er meget nemt og hurtigt at oprette en ny wiki, og der findes både en gratis og en betalingsform. Hvis du skal bruge enkeltstående wiki’er til dig selv, din klasse eller til et projekt, så kan du sagtens nøjes med den gratis udgave. Betalingsudgaven koster $1000 pr. år og kan fx. bruges af en hel uddannelsesinstitution og giver lidt mere funktionalitet.

Tre nye bøger, som er højst relevante, hvis du interesserer dig for web 2.0 i en formel læringskontekst. Den ene er fra 2009 og de to andre er udkommet i 2010, så de er helt friske fra fad Nedenfor en kort copy-paste intro til bøgerne og ellers links til yderligere introduktion. Har læste dem alle tre og kan varmt anbefales

Har tidligere omtalt E-læring på web 2.0 her på bloggen, som udkom i 2009.

Super god bog om at bruge web 2.0 medier i undervisningen, hvis du gerne vil igang og har brug for baggrundsstof om hvad web 2.0 er i en undervisningssammenhæng. Der er både gode cases / eksempler fra flere niveauer i undervisningsverdenen, didaktiske overvejelser, refleksioner over udbytte og udfordringer samt hvilke læringsbegreber der er i spil.

Selve tænkningen om hvad læring er for en størrelse i en web 2.0 sammenhæng diskuteres og sættes i relief til det etablerede undervisningssystem og -organisering, som den ses på de fleste uddannelsesinstitutioner.

Man får en gennemgang af blogs, wikis, social software og åbne, webbaserede læringsressourcer med tilhørende eksempler i en læringskontekst samt kvalitet og kvalitetssikring af webbaserede læringsressourcer på web 2.0.

Det gode ved denne bog er, at den er målrettet web 2.0 i en læringskontekst, og giver masser af inspiration for underviseren eller skolelederen, der gerne vil igang med at tænke web 2.0 ind i undervisningen. Go for it !

Bonderup, N.B. og Johnsen, L. (2009). “E-læring på web 2.0″. Samfundslitteratur. ISBN: 978-87-593-1443-2.

Jesper Tække og Michael Paulsen har udgivet en artikel, der bygger på teori samt en case fra en gymnasieklasse (htx). Artiklen beskriver bl.a. at :

- eleverne og lærerne oplever at medierne afleder opmærksomheden fra den formelle undervisning i klasselokalet, og eleverne oplever en afhængighed af at være på medierne. Eleverne efterlyser at lærerne mere håndfast styrer elevernes egen brug af bærbar computer og medier i undervisningstiden. Når lærerne ikke gør det, opleves det som om at lærerne ikke kærer sig om dem.

- med udgangspunkt i sociologen Stein Bråtens teori om altercentrisk deltagelseslæring forklares lærernes og elevernes ambivalens. Teorien beskriver mennesket evne til at lære og deltage i verden på en sådan måde, at de uden at tænke nærmere over det genspejler verden. En sandsynlig tolkning af elevernes adfærd kan være at de efterligner og forlænger lærernes mangel på et afklaret engagement omkring deres medieanvendelse i undervisningstiden. Dermed kan elevernes medieanvendelse ikke forstås som et misbrug, men derimod som udførelsen af altercentriske læringsprocesser.

- lærerne fortæller at de godt er klar over at eleverne er på medierne i undervisningstiden, og hvis de drøfter det imellem kolleger, “så ender det altid med, at de skulle være mere barske overfor eleverne, men i praksis er det svært at bede dem lukke deres computere, når de jo skal lære at bruge IT i undervisningen…”

Forfatterne beskriver klassesituationen med cocktail-party-effekten, som kommer fra oplevelsen af at være til en fest, hvor den samtale, man er en del af, er kedeligere end en fysisk set fjernere samtale, som man retter hoveddelen af sin opmærksomhed mod. – Og det er jo hele humlen i situationen – at der er gang i flere samtaler/parallelle rum samtidigt, og medierne er stadig så nye (i alt fald for nogle af lærerne), at der ikke er blevet selekteret et kodeks for social anvendelse af medierne i klasserummet. Lærernes svar handler om, hvorvidt de synes de kan bede eleverne om at slukke for deres bærbare computer eller ej – ikke om hvad de bruger den til. Måske kan det forklares med en mental forståelse af, at medierne forstås som teknologi og ikke som samtaler…  altså at der faktisk foregår flere forskellige samtaler samtidigt i klasserummet og læreren er ikke en del af de andre samtaler end den hun selv har planlagt. I stedet fokuserer læreren på at eleverne jo skal anvende IT i undervisningstiden jf. bekendtgørelser.

Den bærbare computer er adgangen for eleven til en række forskellige medier, kommunikationsfora og social interaktion, som tilskriver at man er en aktiv, social deltager – dvs. når man er på, så ignorerer man fx. ikke en henvendelse på chatten. Det er en grundlæggende social norm, som er er gældende på chatten, og vil derfor virke stærkt ind på elevens kommunikative prioritering.

Eleverne bruger et medie som messenger til både faglige og ikke-faglige formål og nedbryder grænsen mellem det lukkede klasserum og omverdenen, hvilket har konsekvenser for lærer- og elevrollen. Der sker efter al sandsynlighed en uformel læring i form af, at eleverne lærer at samarbejde og begå sig i de sociale kommunikationsformer på nettet, der foregår en metakommunikation i form af, at eleverne diskuterer undervisningen, mens den foregår og taler om læreren. Det er tankevækkende at læreren typisk er helt ekskluderet fra de samtaler, der foregår i undervisningstiden via medierne, og det interessante er hvordan en lærer kan blive en aktiv medspiller og inddrage de medier, som synes at engagere eleverne så stærkt, på en måde som giver mening i forhold til de formelle læringsmål.

Løsningen er næppe et valg mellem at bede eleverne slukke eller ikke slukke for den bærbare computer, men at eksperimentere med nye didaktiske former og åbne læringsrum, hvor dialogiske medier inddrages, og lærerne bør styrkes til at tage et mere aktivt ansvar for hvad der foregår i klasserummet og det virtuelle rum i undervisningstiden.

De fysiske grænser er jo allerede nedbrudt for klasserummet, og der kan tænkes mange gevinster i at arbejde didaktisk med medier, der understøtter selvstyrede, problembaserede og kollaborative læringsmiljøer, og dermed også gøre eleverne til aktive bidragsydere for deres egen læring, hvilket også kan underbygges af socio-kulturelle teorier om menneskers kommunikation og læring (et andet sted…)

Link til Tække og Paulsens artikel