Jesper Tække og Michael Paulsen har udgivet en artikel, der bygger på teori samt en case fra en gymnasieklasse (htx). Artiklen beskriver bl.a. at :
- eleverne og lærerne oplever at medierne afleder opmærksomheden fra den formelle undervisning i klasselokalet, og eleverne oplever en afhængighed af at være på medierne. Eleverne efterlyser at lærerne mere håndfast styrer elevernes egen brug af bærbar computer og medier i undervisningstiden. Når lærerne ikke gør det, opleves det som om at lærerne ikke kærer sig om dem.
- med udgangspunkt i sociologen Stein Bråtens teori om altercentrisk deltagelseslæring forklares lærernes og elevernes ambivalens. Teorien beskriver mennesket evne til at lære og deltage i verden på en sådan måde, at de uden at tænke nærmere over det genspejler verden. En sandsynlig tolkning af elevernes adfærd kan være at de efterligner og forlænger lærernes mangel på et afklaret engagement omkring deres medieanvendelse i undervisningstiden. Dermed kan elevernes medieanvendelse ikke forstås som et misbrug, men derimod som udførelsen af altercentriske læringsprocesser.
- lærerne fortæller at de godt er klar over at eleverne er på medierne i undervisningstiden, og hvis de drøfter det imellem kolleger, “så ender det altid med, at de skulle være mere barske overfor eleverne, men i praksis er det svært at bede dem lukke deres computere, når de jo skal lære at bruge IT i undervisningen…”
Forfatterne beskriver klassesituationen med cocktail-party-effekten, som kommer fra oplevelsen af at være til en fest, hvor den samtale, man er en del af, er kedeligere end en fysisk set fjernere samtale, som man retter hoveddelen af sin opmærksomhed mod. – Og det er jo hele humlen i situationen – at der er gang i flere samtaler/parallelle rum samtidigt, og medierne er stadig så nye (i alt fald for nogle af lærerne), at der ikke er blevet selekteret et kodeks for social anvendelse af medierne i klasserummet. Lærernes svar handler om, hvorvidt de synes de kan bede eleverne om at slukke for deres bærbare computer eller ej – ikke om hvad de bruger den til. Måske kan det forklares med en mental forståelse af, at medierne forstås som teknologi og ikke som samtaler… altså at der faktisk foregår flere forskellige samtaler samtidigt i klasserummet og læreren er ikke en del af de andre samtaler end den hun selv har planlagt. I stedet fokuserer læreren på at eleverne jo skal anvende IT i undervisningstiden jf. bekendtgørelser.
Den bærbare computer er adgangen for eleven til en række forskellige medier, kommunikationsfora og social interaktion, som tilskriver at man er en aktiv, social deltager – dvs. når man er på, så ignorerer man fx. ikke en henvendelse på chatten. Det er en grundlæggende social norm, som er er gældende på chatten, og vil derfor virke stærkt ind på elevens kommunikative prioritering.
Eleverne bruger et medie som messenger til både faglige og ikke-faglige formål og nedbryder grænsen mellem det lukkede klasserum og omverdenen, hvilket har konsekvenser for lærer- og elevrollen. Der sker efter al sandsynlighed en uformel læring i form af, at eleverne lærer at samarbejde og begå sig i de sociale kommunikationsformer på nettet, der foregår en metakommunikation i form af, at eleverne diskuterer undervisningen, mens den foregår og taler om læreren. Det er tankevækkende at læreren typisk er helt ekskluderet fra de samtaler, der foregår i undervisningstiden via medierne, og det interessante er hvordan en lærer kan blive en aktiv medspiller og inddrage de medier, som synes at engagere eleverne så stærkt, på en måde som giver mening i forhold til de formelle læringsmål.
Løsningen er næppe et valg mellem at bede eleverne slukke eller ikke slukke for den bærbare computer, men at eksperimentere med nye didaktiske former og åbne læringsrum, hvor dialogiske medier inddrages, og lærerne bør styrkes til at tage et mere aktivt ansvar for hvad der foregår i klasserummet og det virtuelle rum i undervisningstiden.
De fysiske grænser er jo allerede nedbrudt for klasserummet, og der kan tænkes mange gevinster i at arbejde didaktisk med medier, der understøtter selvstyrede, problembaserede og kollaborative læringsmiljøer, og dermed også gøre eleverne til aktive bidragsydere for deres egen læring, hvilket også kan underbygges af socio-kulturelle teorier om menneskers kommunikation og læring (et andet sted…)
Link til Tække og Paulsens artikel
