You are browsing the archive for digital kommunikation.

by Kirsten

Når forbrugerne taler om dig og kommer (for) tæt på…

May 12, 2010 in Uncategorized by Kirsten

Det er ikke nogen ny sag, men Superbest samt andre supermarkeder fik voldsom kritik for sin håndtering af hakket kød i deres butikker tilbage i december 2009. Man fandt kød fra helt andre dyr end det der stod på pakken, og fedtindholdet var også helt forskellig fra det angivne. Dengang valgte Superbest at forsøge sig med en blog på deres hjemmeside og tage dialogen med brugerne ad den vej. Men vrede forbrugere er ikke altid sjove at tale med, så da de gik for tæt på og blev for kritiske, så lukkede Superbest bloggen ned fra den ene dag til den anden. Det betød imidlertid blot at forbrugerne talte videre om superbest på andre medier – herunder andre blogs, og det pyntede ikke på deres image, at de valgte at lukke bloggen ned. Et klassisk eksempel på uheldig (mis)brug af sociale medier.

Det nye er, at nu er bloggens indhold imidlertid blevet genetableret af Mads Gorm Larsen, som var den første til at blogge om Superbests fjernelse af deres blog. Se Gorm’s blog for at læse mere om sagen:

Link til Superbestsagens forløb.

Link til den genetablerede Superbest blog.

by Kirsten

(mis-)brug af medier i det formelle uddannelsessystem…

May 7, 2010 in Social media and learning by Kirsten

Jesper Tække og Michael Paulsen har udgivet en artikel, der bygger på teori samt en case fra en gymnasieklasse (htx). Artiklen beskriver bl.a. at :

- eleverne og lærerne oplever at medierne afleder opmærksomheden fra den formelle undervisning i klasselokalet, og eleverne oplever en afhængighed af at være på medierne. Eleverne efterlyser at lærerne mere håndfast styrer elevernes egen brug af bærbar computer og medier i undervisningstiden. Når lærerne ikke gør det, opleves det som om at lærerne ikke kærer sig om dem.

- med udgangspunkt i sociologen Stein Bråtens teori om altercentrisk deltagelseslæring forklares lærernes og elevernes ambivalens. Teorien beskriver mennesket evne til at lære og deltage i verden på en sådan måde, at de uden at tænke nærmere over det genspejler verden. En sandsynlig tolkning af elevernes adfærd kan være at de efterligner og forlænger lærernes mangel på et afklaret engagement omkring deres medieanvendelse i undervisningstiden. Dermed kan elevernes medieanvendelse ikke forstås som et misbrug, men derimod som udførelsen af altercentriske læringsprocesser.

- lærerne fortæller at de godt er klar over at eleverne er medierne i undervisningstiden, og hvis de drøfter det imellem kolleger, “så ender det altid med, at de skulle være mere barske overfor eleverne, men i praksis er det svært at bede dem lukke deres computere, når de jo skal lære at bruge IT i undervisningen…”

Forfatterne beskriver klassesituationen med cocktail-party-effekten, som kommer fra oplevelsen af at være til en fest, hvor den samtale, man er en del af, er kedeligere end en fysisk set fjernere samtale, som man retter hoveddelen af sin opmærksomhed mod. – Og det er jo hele humlen i situationen – at der er gang i flere samtaler/parallelle rum samtidigt, og medierne er stadig så nye (i alt fald for nogle af lærerne), at der ikke er blevet selekteret et kodeks for social anvendelse af medierne i klasserummet. Lærernes svar handler om, hvorvidt de synes de kan bede eleverne om at slukke for deres bærbare computer eller ej – ikke om hvad de bruger den til. Måske kan det forklares med en mental forståelse af, at medierne forstås som teknologi og ikke som samtaler…  altså at der faktisk foregår flere forskellige samtaler samtidigt i klasserummet og læreren er ikke en del af de andre samtaler end den hun selv har planlagt. I stedet fokuserer læreren på at eleverne jo skal anvende IT i undervisningstiden jf. bekendtgørelser.

Den bærbare computer er adgangen for eleven til en række forskellige medier, kommunikationsfora og social interaktion, som tilskriver at man er en aktiv, social deltager – dvs. når man er på, så ignorerer man fx. ikke en henvendelse på chatten. Det er en grundlæggende social norm, som er er gældende på chatten, og vil derfor virke stærkt ind på elevens kommunikative prioritering.

Eleverne bruger et medie som messenger til både faglige og ikke-faglige formål og nedbryder grænsen mellem det lukkede klasserum og omverdenen, hvilket har konsekvenser for lærer- og elevrollen. Der sker efter al sandsynlighed en uformel læring i form af, at eleverne lærer at samarbejde og begå sig i de sociale kommunikationsformer på nettet, der foregår en metakommunikation i form af, at eleverne diskuterer undervisningen, mens den foregår og taler om læreren. Det er tankevækkende at læreren typisk er helt ekskluderet fra de samtaler, der foregår i undervisningstiden via medierne, og det interessante er hvordan en lærer kan blive en aktiv medspiller og inddrage de medier, som synes at engagere eleverne så stærkt, på en måde som giver mening i forhold til de formelle læringsmål.

Løsningen er næppe et valg mellem at bede eleverne slukke eller ikke slukke for den bærbare computer, men at eksperimentere med nye didaktiske former og åbne læringsrum, hvor dialogiske medier inddrages, og lærerne bør styrkes til at tage et mere aktivt ansvar for hvad der foregår i klasserummet og det virtuelle rum i undervisningstiden.

De fysiske grænser er jo allerede nedbrudt for klasserummet, og der kan tænkes mange gevinster i at arbejde didaktisk med medier, der understøtter selvstyrede, problembaserede og kollaborative læringsmiljøer, og dermed også gøre eleverne til aktive bidragsydere for deres egen læring, hvilket også kan underbygges af socio-kulturelle teorier om menneskers kommunikation og læring (et andet sted…)

Link til Tække og Paulsens artikel

by Kirsten

Kunsten at få medier til at spille sammen

April 9, 2010 in Cross media by Kirsten

I de seneste år har man kunnet identificere to hovedtendenser i medieudviklingen:

1. Medie-konvergens: Sammensmeltning af forskellige medier i sammen (over-)medie: computer, mobil, billede, tekst, lyd, video m.m.
2. Medie-divergens: Sameksistens af flerhed af forskellige medier (gamle som nye): standalone, samspil (crossmedia), remediering (transmedia).

- og typer af mediestrategier:

1. Fler-medialitet (multimedia): Konvergens. Anvendelse af flere medier i det samlede medieudtryk – fx DR’s netportal.
2. Fler-medialitet (transmedia): Divergens. Flerhed af kommunikation på flere medier – fx. DR’s “Sommer” som tv-serie og radioteater.
3. Tvær-medialitet (cross-media): Samlet, koordineret kommunikation på flere platforme om et budskab.

Tværmedialitet øger gennemslagskraften, såfremt det gøres gennem en nøje, koordineret kommunikationsstrategi – dvs. hvordan de spiller sammen. Det er væsentligt at budskabet tilpasses mediet, og det betyder at du principielt kan have flere re-medierede budskaber:

Danskere har ikke udskiftet medier, men vi bruger flere forskellige medier. Det nye er at medierne i langt højere grad er blevet deltagerproducerende og interagerende (web 2.0). I særdeleshed har unge et simultant, fler-medialt mediebrug – dvs. de er på flere medier samtidigt. DR har fx. held til at nå unge via net-TV, som desuden kan kobles på andre samtidige medier – fx. chat, twitter, diskussionsfora m.m.

CASE:  CROSSMEDIA I STORT FORMAT:  DR’S X-FACTOR PRODUKTION.

TV-udsendelsen: TV’s særlige kvalifikationer handler om at kunne skabe et følelsesmæssigt engagement. Den dramatisk fortælling anvendes via udskillelsesløbet. Der anvendes klassiske aktanter: “den gode”: Remee og “den onde”: Blackmann og “The tudefjæs”: Lina. Der spilles på den følelsesmæssige identifikation: de personlige føljetoner, fx. far-datter: “Blackmann og Sidsel”, kraftig følelsesmæssig billedredigering og klip: close-up klip, tårer, tårer, tårer og fx også da man lod (?) Anna blive stemt ud i x-factor 2010.

Web: site, forum, chat: Stigende mængde baggrundsinformation og brugerdeltagelse/-følelser (skriftestol), diskussioner, gæstebøger, samtale/chat.

Mobil: sms-afstemning: Interagering, brugerdeltagelse.

Live begivenheder: Koncert på Rådhuspladsen / Parken

Omtale i andre medier og DR-programmer.

X-factor er mere end blot et tv-program. Som mediebegivenhed sprænger X-factor rammerne og giver mulighed for at deltage i et kollektivt forløb for hele landet, og det kan tilskrives at man tænker tværmedialt.

Link til DR’s X-factor website.

Noter fra foredrag ved Kjetil Sandvik, forsker ved Københavns Universitet, Institut for medier, erkendelse og formidling.

by Kirsten

Lyt til ‘Lyt til elefanterne’

March 8, 2010 in Litterature, Social Media Marketing by Kirsten

Lyt til elefanterne” – en fremragende bog om digital kommunikation i praksis. Masser af gode og velbeskrevne eksempler fra ind- og udland om anvendelsen af sociale medier – blogs, facebook, twitter, Barack Obamas myBO m.fl.
Alle de gode eksempler hiver teorierne ned på jorden og ind i daglig praksis, så man får syn for sagen på både de misforståede og de vellykkede eksempler på anvendelse i praksis, og med passende mellemrum drysset med en række grundlæggende, klare pointer om de nye vilkår for kommunikation i sociale medier versus en traditionel forståelse i de gamle massemedier.
Bogen giver bl.a. eksempler i forbindelse med krisekommunikation, politiske kampagner, skabelse af kunderelationer og organisationers medlemsmobilisering. Deres tre vigtigste budskaber, når man anvender digital kommunikation er:

1. Lyt – og lær af brugerne
2. Gå i dialog – og skab forståelse
3. Tilbyd værktøjer – og skab varige relationer til brugerne

Forfatterne er Anna Ebbesen og Astrid Haug, der også skriver på bloggen www.digitaletanker.dk