Kan man være venner med sine elever på Facebook??

May 11, 2011 in Social media and learning, Uncategorized by Kirsten

“Nej ! - absolut ikke” siger nogen, og andre “jo, selvfølgelig da !”
Der har været en livlig diskussion af emnet i en facebook gruppe om “Sociale medier, Pædagogik og Formidling“, hvor undervisere, sociale medie eksperter med flere har diskuteret det, og de er slet ikke enige !

Diskussionen går på om det er private / ikke-private relationer man har på Facebook, og hvis det er private relationer – hvordan man så kan håndtere, hvad der ryger ud til hvem i sin relationskreds – fx. ved at bruge lister på Facebook til at kategorisere sine venner i fx. “elever”, “private_venner”, “familie”, og så vælger man modtager-kategori hver gang man laver en statusopdatering (se WebWoman’s introduktion til at lave lister her).

Til gengæld kan man fx. ikke styre hvad andre venner skriver på ens egen væg, og som kan læses af egne elever, men fordelen ved at acceptere Facebook venskaber med sine elever er åbenlyst at skabe en mere uformel, mere ligeværdig og tættere relation til sine elever uden det nødvendigvis er en privat relation man har.

Hvis man ønsker at bruge Facebook som et forum for undervisning, så synes Facebook grupper at være det foretrukne forum, og man kan jo sagtens deltage i fælles Facebookgrupper uden at være Facebook venner.

Fordelen ved at bruge Facebook grupper er for det første at stort set alle unge er på Facebook og det er et velkendt og populært medie (og det skal man ikke kimse af, hvis alternativet var at vælge et helt nyt/andet forum).

Dernæst giver grupperne mulighed for at dele en række forskellige medietyper (dokumenter, video, billeder, lyd etc), man kan linke ud af gruppen og have dialoger kørende – både som asynkron kommunikation med opdateringer og kommentering og som synkron chat, og man kan vælge at gøre gruppen åben, lukket eller hemmelig for andre, man kan oprette begivenheder og sende gruppebeskeder m.m.

Facebook grupperne synes altså at have næsten alle de faciliteter for kommunikation og deling, som man kan ønske sig. Facebook gruppen kan således være et tydeligt, fagligt afgrænset forum for elever og undervisere, men dog stadig i et uformelt forum og med nem adgang til ressourcer indenfor eller udenfor henh. gruppe, facebook og nettet.

Hvis du har lyst til at deltage i diskussionen eller bare følge lidt med i, hvordan andre bruger Facebook og andre sociale medier i en formidlingskontekst, så meld dig ind i Facebook gruppen: “Sociale medier, Pædagogik og Formidling”.